Til fhn.no forside

Det dejlige menneske.

Nanna Gotfredsens tale der hun presenterer årets BrugerVen 2007
Karen Groos
p vegne av Den Danske BrugerForening.

98db228f-6ebf-40b2-9af3-078a73ac92ab
Karen Groos
Karen Groos
Nanna Gotfredsen
Årets BrukerVen 2006, Gatejurist Nanna W. Gotfredsen (i midten), Liese Recke, Årets Brugerven 2005 og Brugerforeningens leder Jørgen Kjær.

Det er mig en kæmpe glæde, en enorm fornøjelse at skulle præsentere årets BrugerVen 2007.

Der er nemlig tale om et helt fantastisk, et enestående menneske, som har viet en stor del af sit liv til at kæmpe for de mest udsatte, mest udstødte, mest stigmatiserede af vore medborgere. Stofbrugerne.

Der er tale om en kvinde. En kvinde, der i årtier vedholdende og stædigt har taget kontakt med det politiske niveau, konfronteret den ene politiker og minister efter den anden med deres håbløse udfald, idéer og svigt. En kvinde, som tålmodigt igen-igen hundredvis af gange har sagt det samme, tilegnet sig nyeste viden om erfaringer fra andre lande, formidlet de benhårde grusomme fakta om vilkårene for de dårligst stillede blandt os, og konfronteret beslutningstagere og skiftende magthavere med de alvorlige konsekvenser af en komplet urealistisk og ekstremt skadelig narkotikapolitik.

Ikke at dette alt sammen måske ligefrem lå i kortene, da hun i sin tid blev uddannet i Magasins parfumeafdeling og siden arbejdede i såvel reklame- som elektronikbranchen, og etablerede eget firma indenfor beton- og gulvbelægning.

Men pludselig ramte det hende. Hun måtte nemlig opleve, at hendes datter, var en af dem som finder livet lettere at bære og være i ved brug af heroin. Ulykkeligvis på et tidspunkt, hvor det på mange måder var endnu vanskeligere at være stofbruger, end det er i dag, hvor det ellers kan være svært nok. Både datter og mor skulle blive direkte ofre for den aktuelle narkotikapolitiks enorme skadevirkninger. En politik, båret af utopi, ignorance og fornægtelse. Krigen mod narkotika, er nemlig først og fremmest krigen mod stofbrugerne. Det ved denne kvinde bedre end nogen anden. For hun må bære det ubærlige, nemlig at miste sin datter. Som et offer for denne alt for lange og onde krig. Denne kvinde, årets bruger-ven, som rettere sagt er årtiers bruger-ven, er en ægte kriger, som har nægtet – NÆGTET – at overgive sig, uanset hvad livet har budt hende.eb149526-1209-4067-a0af-50fbc02622dc

Denne vidunderlige mor, og kvinde og modtageren af dette års BrugerVenpris, er – selvfølgelig – forkvinden for pårørendeforeningen Landsforeningen for Human Narkobehandling, Karen Groos.

Jeg har desværre ikke haft den ære at lære din datter at kende. Men jeg ved fra folk som kendte hende, at hun var uhyre glad for sin mor, og for sin mors støtte igennem det som var et sandt Helvede. Jeg ved fra folk, som kendte både dig og hende, at du var en mor der aldrig svigtede. At du altid var ved hendes side, altid støttede hende, altid var med, når hun skulle udsættes for omgivelsernes afskyelige og fordømmende behandling af hende. Gennem hende lærte du andre stofbrugere at kende, du åbnede dit hjem for dem. Og det var faktisk også Helle, som sørgede for, at du tilbage i 1980erne kom i kontakt med pårørendeforeningen og dermed lagde kimen til, at du ikke bare skulle være mor for dine to børn, men faktisk blive mor for mange, mange flere – ja, faktisk for alle stofbrugere. De kan altid regne med dig. Som deres særlige fortrolige og når de søger råd i alle mulige sammenhænge. Fra stofbrugerne selv lyder det, at du har denne ganske særlige og særdeles veludviklede fornemmelse for, når nogen vantrives, du mærker det straks. Altid er du utrolig omsorgsfuld og betænksom. Du er alle stofbrugeres mor på mere end fuld tid, og stiller op og deltager i alle mulige sammenhænge, Brugernes Bazar, Mindedagen, Hjemløsedagen, de alt for mange begravelser og meget mere.

Ligeså blid og rummelig du er overfor stofbrugerne, ligeså klar og kontant har du været i dine mange opgør gennem årene med politikere, læger, intolerante eks’ere og ligeså intolerante pårørende.

Jeg tror, at jeg måske genkender den vrede du har – og drives af. Om man skal have oplevet både at elske en stofbruger, og miste dette elskede menneske i krigen mod narkotika, før man kan blive så vred, skal jeg ikke kunne sige. Men måske hjælper det. Din vrede er stor. Din indignation lige så stor, og alligevel skygges der ikke for dit udsyn, din overbærenhed, dit storsind. Som da du for eksempel her i weekenden skrev sådan her til vores sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen:

Kære Lars Løkke Rasmussen,
Jeg vil takke dig for, at du ændrede standpunkt, når det gælder lægeordineret heroin.
For os er det underordnet, om det skyldes politisk pres, eller det man kunne have kaldt barmhjertighed og mod, (din viden og intelligens har jo vidst det hele tiden). Man har jo et standpunkt, til man tager et nyt. Det er udvikling!
Du er nu med til at redde manges tilværelse og liv og vil få eftermælet, som den, der turde.
Vi andre må bare se fremad og prøve at bære sorgen over dem, vi mistede før dette gennembrud.

En del er vundet, særligt indenfor bare de seneste dage, men vi er ikke i mål endnu. Så bliv du endelig ved med at være vred.

Der er i hvert fald ingen tvivl om, at vrede kvinder kan udrette en hel del. Tænk blot på Women’s Organization for National Prohibition Reform (WONPR), der blev grundlagt i 1929 med det formål at redde familier og hele samfundet fra den hærgen og ødelæggelse som et årtis alkoholforbud var årsag til. En del af dem havde endda indledningsvist været for alkoholforbudet. Men da de konstaterede de massive skadevirkninger på deres hjem, familier, og samfundet i det hele taget, gik de sammen om kravet om en grundlæggende reform under overskriften ”Prohibition failed”.

Du er en af disse store kvinde. Tak for dig Karen. KAREN GROOS.

b7f6a43a-d9d2-4ef0-962e-10d7b5a97538

Nanna W. Gotfredsen, gadejurist

Publisert på www.fhn.no 13. november 2007. Gjengitt med tillatelse..

Til toppen av sida Til fhn.no forside